Altid sur, aldrig glad

IMG_20140626_145549_1

 

Jeg er helt stakåndet, og det er ikke kun fordi jeg, som den postmoderne Herakles jeg er, er i konstant fysisk aktivitet og deler øretæver og livs-lektioner ud til højre og venstre. Det er også fordi det har været en rigtig varm sommer. Der var lige en periode hvor landmændede frygtede for høsten, men nu ser det ud til det går alligevel.

“Altid sur – Aldrig glad”, som overskrift på en affaldscontainer ude bag ved Headquaters, en drikke-spille-barsted midt i en storby, fungerer som en klar forbruger- og kapitalismekritik. Man tager på bar i troen på at man kan finde noget glæde og noget lykke, og opstillingen her er et billede på bagsiden af den medalje; Affald, de ting vi ikke vil se på, de ting vi betaler for ikke at se på via. kommunalt ansatte. Affaldet er det eneste faste, det eneste håndgribelige der følger en forbrugers handlinger på bar. Baren er et sted du går hen for at betale for en drøm, et spøgelse, et sted hvor du sælger fremtiden for at købe nutiden. Det er stedet hvor du udveksler dit arbejde, via valuta, til midlertidige skyggespil, illusioner og fantasmer. Hvad værket illustrerer er netop dette, at det er falskheder og løgne – Du køber kun illusionen om glæde, drømmen om glæde, malet på små fetichobjekter: plastkrus og glasflasker. Hvad vi ser her, er hvad der foregår under overfladen, hvis du maner ånderne væk, og ser igennem tågen: Du betaler for at leve i skrald, i død plastic og råd. Til trods for hvad man sigter efter, hvad man håber på, hvad reklamerne og kvaksalverne råber fra gadehjørnerne er det ikke glæde du kan købe her, kun midlertidig forventning og skuffelse. Fortsætter vi I det samme system, forsætter vi under kunstneres overskrift. Altid Sur, Aldrig glad.

Jeg synes ikke det er en overdrivelse at ligne mig selv til en halvgud, der er kendt for at gå rundt og nakke sin tids mytiske bæster. Som Hydraen, gror kapitalismen to hoveder for hver du kapper af, den er et bæst der trives i modgang. Den globale kapitalisme er drevet af krigsførelse, de spørste spring i teknologisk og enginør-udvikling har historisk lagt sig side om side med Verdenskrige. Krigen mod kapitalisme er uvindelig, for så snart du fører krig, har den vundet. Som ved Hydraen, må vi finde på utraditionelle metoder. Herakles vandt med brutalitet og en scorched-earth metodik, ved at brænde grobunden på de 8 afhuggede, dødelige hoveder – men det niende, udødelige hovede kunne han kun begrave og efterlade i en vejkant. Lektien er klar – Vi når kun så langt med mord. Potentialet for ondskab er stadig inden i os, selv hvis vi fjerner hovedet på alle vores monstre, ligger de stadig og lurer, og kan springe frem hvis lejligheden byder sig. Brutalitet er en lappeløsning, og vi står i det 21’ende århundrede i et vejkryds, hvor hydraens udødelige hoved lurer fra vejkanten, klar til at springe frem hvis vi tillader det. Hvis vi fortsætter i samme retning som vi altid har gjort, så kører hele turen igen, så vender vi tilbage til det system vi kender, krig og modbydelighed.

Valget står mellem at følge Gudernes plan, lystre autoriteterne, og spille lystspil for dine overordnede i en evig dans der aldrig gavner andre end magtmændene – Eller at nægte sin skæbne, og tage livet i sine egne hænder, Jeg siger ikke at vi skal nedlægge arbejdet og føre væbnet revolution – bare at det nok ville hjælpe hvis vi gennemførte en kulturel re-evaluering af vores individuelle værdier, og fratog alle politikere deres løn, og begyndte som folk at forstå, at de ingen magt har som vi ikke giver dem.

Politik: 5/5 – Emminent kultur- og kapital-kritik, der rammer hovedet på sømmet og illustrerer er der ikke er langt fra den pæne overflade, til den levende, organiske, rådne lag af liv, der ligger lige under. Du skal ikke meget mere end stikke en tå i vandet, før du rammer jorden. Facaderne falder hurtigere og hurtigere, og vi er lige ved at bryde igennem laget af kulturelt bullshit og få jordforbindelse.

Gansta: 4/5 – Det er trashy, beskidt og gadeagtigt. Der er endda resterne af et gammelt tag. Det intet mindre end ånder af liv. Byen ånder, og du kan mærke hjerteslaget fra de små 300.000 mennesker der bor her, dunke i takt.

Artsy: 4/5 – Generelt en super velsammensat opstilling, der ikke bare er potent i mening, men også inspirerende til videre tolkning. Der er en intensitet i det, en fremdrift, der bliver skubbet til beskueren.

Overall: 4/5 – Det er fucking sygt nok at at skrive på en skraldespand, yo.

 

Lykkekiosken er lukket

lykkekiosk

 

Hvor er lykken at finde I det senmoderne, danske samfund? Angiveligt, i en kiosk nær Trøjborg. Der bliver udtryk en hel tydelig kritik af kapitalistiske værdier, og kapitalismen som den fungerer; Lykkekiosken er lukket, og den ser ud til at have været det længe. Porten, indgangen til det forjættede, er slået for, og tilsmurt i skældsord. Du kan nok få både nyheder, telefontid og isvafler, men lykke, er det noget du kan købe dig til?

I rød, iøjnefaldende maling, er institutionen blevet kaldt ”Trash”, skrald. Det sjæleligt udtrykte, følelser og menneskelighed, står malet udenpå, som en advarsel. Sjælen har du i forvejen, lykken har du inden i dig. Du køber ikke lykke her, du sælger den. Giv agt! Alle der passerer her, betaler deres sjæl i grænseafgift. Forbrug leder til overforbrug, alle vores brugsgoder er designet til det. Mer’ vil have mer’. Skrald er hvad institutionen er, og hvad den sælger. Kapitalismen er designet til at du betaler mere end goder er værd, det er den eneste måde at skabe overskud, økonomisk profit. En isvaffel er ikke din menneskelighed værd. Bliver du lykkelig af at spise den? Måske, men i hvor høj grad er det en oprigtig, dybtfølt glæde, og i hvor høj grad er det en opførsel du har lært, nogle værdier du er blevet socialiseret ind i? Det er en gammel sang at vi fortaber os i forbrug, man skulle tro vi havde lært teksten.

Lykkekiosken står som et monument til sjæleløs tomhed, en ådselæder i værdiernes verden. Menneskets krop er det bedste billede på mennesets sjæl, siger sprogfilosofferne, og hvad er et bedre billede på kapitalismens ånd, end kapitalismens krop? Det er afskyeligt at kigge på, det fylder seeren med væmmelse og foragt, som det står illustrerende af sin egen skyggeside; Forfald er bagsiden af forbrugsmedaljen. Forbrugerlivet, den private endestation for den togrejse der har været menneskehedens krigeriske historie, står indkapslet i en klar kritisk afbildning.

Midt i alt gruen, gemmer der sig dog et håb. Kritikken er her, opmærksomheden er på de mørke sider af mennesket. Vi er en race af mordere og ådselædere, vi har trænet og avlet os til ødelæggelse og misbrug uden omtanke. Forbrugermentaliteten er en logisk konklusion på kapitalismen, og begge dele udspringer organisk fra vores historiske og biologiske udvikling. Det er menneskeligt, hvis det ord nogensinde har betydet noget!  Der er ingen at bebrejde, vi har gjort det ved os selv; og ved opmærksomhed på det, ved selvkritik og modig analyse, kan vi øjne problemerne og forsøge at løse dem. Vi bærer potentialet i os til at ændre på hvad vi er, til at blive noget andet end mennesker. Mennesker er et hårdt krigerisk folk, og vi er enten ved at lære hvad der sker, når et krigerisk folk ikke har flere ting at bekrige – eller også er vi ved at fralægge os vores trang til ødelæggelse.

Politik: 3/5 – Lavt hængende frugt til trods, en hårdhændet, men rammende og velformuleret kapitalismekritik.

Gangsta: 4/5 – Tilsviningen er gennemført, og spred ud over hele lærredet – endda lidt uden for det. Der leges en smule med formen, hvad bidrager en smule og gør hele kiosken til værk, og flytter fokus fra porten til sammenhængen. En god spejling af hvordan man bedst går til problemløsning.

Arsty: 4/5 – En modig, større, 3 dimensional opsætning, udspringende fra en kiosk, der i forvejen allerede lå tungt i betydning og metafor. Alle tiders udnyttelse.

Overall: 4/5 – Det ser lækkert ud, og alle parterne supplerer hinanden, med en klar rød tråd igennem hele værket: Lykkekiosken er lukket, og gud ske tak og lov! Det er totalt for sygt.

Helge 5 år

5år

 

I en meta-kritik af sin egen genre, er værket en underskrift på sig selv. “Se hvad jeg har tegnet!”, spottes der hånligt, “Helge, 5 år”, underskrevet som en børnetegning. En bidende kritik. Hele gaden står musestille i overvældet afmagt af det potente budskab, der er ikke en vind der rører sig. “Graffiti er dumt og barnligt”, hvisker den stille til enhver der passerer igennem landskabet.

Politik: 5/5 – Kunne ikke have mere mening hvis det prøvede. En hel genre af hærværk latterliggøres og kritiseres. Placeret som det er, i et lille forstadskvarter tager det oveni det æstetisk-kunstneriske en politisk dimension; kritikken falder ned som regn fra præsten til degnen; Fra værket til ophavsmanden: Hvad er det i laver. I er så rige og hvide. Come on. I kunne ikke have gade-mentalitet hvis I var lavet af asfalt. I udstiller kun jer selv som børn.

Gangsta: 4/5 – Morsomt nok, faktisk ret gangsta. Det er et provokerende call-out, et hidsigt angreb med omvendt kasket. Det er overlegent, hoverende og nedladende. Det er som at se grove versioner af Shane Carruth eller Charlie Kaufman kommentere på samtidens filmlandskab: “Catch up, motherfucker”. Det er de nok desværre for bløde og kærlige til at gøre.

Artsy: 4/5 – I et kyndigt greb om sig selv formår værket at bruge meta-vinklen kompetent og konstruktivt, en sjældenhed i genren. Desuden er håndværket i top, hvad også er nødvendigt for at få metakommentaren til at virke. Havde det været sløset håndværk, ville det bare have været endnu en dum “haha se jeg er dum”-kommentar i et hav af plat, selvudstillende dumhed. Men fordi det er kompetent, er det potent.

Overall: 4/5 – Det er super fly, og den her beef kan kun afsluttes med rap-battles eller pistoler. Under alle omstændigheder er det sygt, bare alt for sygt, yo.

Alf ISSE

IMG_20140423_143118

 

Organiseret religion trækkes igennem sølet. Almisse, en kristen mærkesag, latterliggøres ved en opdeling og en simpel ændring af et bogstav.Almissen, er give til de dårligere stillede, at hjælpe sine medmennesker, bliver grinet hånt af, i en sammenligning  og trækken-ned-på-jorden af det højflyvende udtryk. More like, ALFISSE. En grusom påmindelse af vores primat-baggrund, at for alle vores gode ønske og pæne moralske overvejelser, er artens videreførsel en uomgængelig grunddrift i hver af os. For hver der prædiker sjælens frelse i almisse og uselvisk levevis, står en anden klar til at minde os om at vi er dyr, og vores handlinger i højere eller mindre grad seksuelt begrundet. Ordet er videre delt op i sort/hvid, i ALF og ISSE. Organiseret religion er i bedste fald en gammel mand, der er ved at miste håret og blive overflødig, i værste fald et sagnfigur, en falskhed, en nisse vi har opfundet for at forklare hvorfor døren en gang i mellem gik op af sig selv.

Politik: 4/5 – Så antireligiøst at det bliver plat, og ukonstruktivt hidsen sig op. Meget politisk!

Gangsta: 2/5 – Det er hipt nok, men ikke hipt NOK, knowhutimsayin’

Artsy: 2/5 – Der har været forsøgt at lave et eller andet, de har forsøgt at Peter Lundin’e den op, men det falder bare lidt på gulvet for mig. Usammenhængende form over indhold. Buh!

Overall: 3/5 – Ukonstruktivt skælden ud og brokken sig. Det’ fin nok. Men når du, som kunstneren ikke kan engagere dig nok til at formulere din kritik ordentligt, kan jeg ikke engagere mig nok til at sætte mig ind i det. Meh.

PSI LOVE ANARCHY

anikasiask

 

En kærlighedserklæring til anarkisme og psykiske evner. Psioniske evner bliver typisk anvendt i science fiction som substitut for magi og tilsvarende. Det er Mind-over-Matter sat på en spids, viljestyrke og evnen til at påvirkede den ydre verden, illustreret ved overdrivelse. Jeg tænker det passer fint tematisk. Både tanken om at ændre på æteren med sindet, og anarkisme er meget selv-fokuserede, de udspringer begge i et fokus på individualisme. Men hvor anarkismen nemt bliver reaktionær, og anti-noget-andet, er psionisk opførsel mere ren i sin opstilling. Anarkismen bliver tynget ned af pragmatiske årsager, hovedbegreberne glemt i en konflikt med givne politiske omstændigheder. Psionisme har fordelen af at være en litterær forestilling, og bliver ikke bebyrdet af at skulle have kontakt med den virkelige verden, morsomt nok.

Hvad er så meningen med sammenligningen, hvad er pointen med opstillingen? Handler det om at behandle det anarkistiske tankesystem med samme litterære afstandstagen, en bøn om en teoretisk mere end praktisk diskussion? Er det en kritik, der kalder anarkister virkelighedsfjerne, levende i en science fiction/fantasy verden? Er det en trussel, eller en advarsel, om at anarkister kan flytte objekter ved tankens kraft? Jeg håber det første. Jeg frygter det sidste. Jeg er ligeglad med den midterste.

Politik: 3/5 – Lidt mere uklar i tonen end jeg kunne have ønsket mig, men uomgribeligt en politisk sag. Lidt broget, og ved ikke helt hvad det vil. Klassisk anarkistisk.

Gangsta: 4/5 – FUCKING DUDE SPILLER MINDGAMES PÅ DIG YO. ZAP MOTHAFUCKA

Artsy: 3/5 – Noget af den manglende sammenhæng udspringer fra det visuelt-æstetiske. Det er bare sådan lidt rodet sammen, og jaja, det er meget anarkistisk og whatever, men det virker ikke og er ikke pænt. Ligesom anarkisme. DANG SON

Overall: 3/5 – Jeg ved det ikke rigtigt. Der er et eller andet der varmer mit hjerte. Men jeg har også en svaghed for, sådan, viljens frihed og freaky mindpowers. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere rød tråd.

100% Crew

hundredpercent

 

En lille transformator eller sådan noget, midt ude i vestbyen beboelses område, det gladeste lille forstads helvede, har fået kvalitetsstemplet 100% crew. Det er ret fucking crew i Åbyhøj, y’all. Det er rimelig rap.

Politik: 3/5 – Tagget er ikke bare et dominans- eller grænseafmærkning, det er også et kvalitetstempel. Et frisk take på en gammel tradition.

Gangsta: 5/5 – 100% yo!

Artsy: 1/5 – Det står alt for småt, det ser da latterligt ud.

Overall: 3/5 – Det er godt at se lidt  opfindsomhed, og rart at se folk med en lidt mere positiv tilgang til at pisse territorium af.

Honning er godt

SAMSUNG

 

Jeg var ude at løbe en tur, men tabte pusten, da jeg så at nogen havde Peter Plysset the fuck ud af en Public Service Announcement. “ARH YEAH!”, skreg jeg højlydt, “HONNING ER BARE LÆKKERT MMMMH-HMM”.

Bier er de bedste. Sikke de kan, med det pollen.

Politik: 3/5 – Det er en værdidom.

Gangsta: 0/5 – Det er ikke super rap, det rimer ikke engang.

Artsy: 5/5 – Glad lille påmindelse om at nyde de små ting i livet. Jeg kunne kun være mere pjattet med det, hvis det var dækket i honning.

Overall: 3/5 – Eh, it’s alright.

Every great idea I get

SAMSUNG

 

Toiletvægge, yo yo, øh, der hænger en dude, hans ideer er fucked. Det er sådan, ligesom samfundet eller whatever. Wååååbbalubbah-wåb-wåb

Politik: 4/5 – Puha, det er bare det bedste, dårlige ideer er god politik, politik får folk i problemer. Bare tæl efter, tallene passer.

Gangsta: 2/5 – Arh lige kedelig nok og sådan, selvkritisk, det er ikke gangsta, en gangsta får andre folk i problemer.

Artsy: 3/5 – Kedelig tegning, fin tekst, og så er det jo nok godt nok.

Overall: 3/5 – Jeg er helt vildt træt. Fucking whatever.

BABY DONT HURT ME

WHATISLOVE

 

Hvad fuck er kærligheden? Og finder man den nogensinde på Ebeltoft? Hvor laver man tags når man bor så lang væk fra midtbyen, at man bor i en anden by? De åbne vidder og Mols stille, fredelige tyshed lægger op til den slags meditationer, og henligger den lille installation som en obelisk ude midt i intetheden. Som en anden abe, skreg jeg “Stop, stop bilen!”, og for hen for at opleve den, halvt i håbet om at finde nogle knogler jeg kunne bashe nogle andre knogler i stykker med og symbolisere mennesket udvikling til værktøjs-brugende abe. Jeg blev mødt, ikke af værktøj, men spørgsmål, usikkerhed, angst og udfordring. Det var pludselig ikke så ligetil længere; jeg har da gjort mine tanker om dette og hint, men jeg skal ikke kunne påstå at tale for alle. De åbne sletter lagde op til introspektion; og det samme gjorde obelisken. Hvad er kærlighed? Hvad kan det bruges til, hvordan relaterer det til “fucking”?

I mine studier af de hellige tekster er jeg nået frem til at det er broen der krydser solipsismeens afgrund, redskabet individdet tyer til, når det ikke kan holde ud til at eksistere alene længere, men i desperation forsøger at forsikre sig andre bevidstheders eksistens. Kærlighed er afslutningen på venskab, belønningen for tiltro, kærligheden er gensidig intim anderkendelse af hinandens eksistensgrundlag. Belønningen er ikke noget man giver sig selv, men giver hinanden, fordi man endelig har fundet sig en sø at spejle sig i. Kærligheden er selvforglemmelse i opdagelsen og oplevelsen af Den Anden, og den er som selvforglemmelser flest, eurofisk, befriende, afhængighedsskabende og svær at balancere med; man mister herredømmet, overblikket, kontrollen over sig eget liv i den totale anderkendelse af en anden eksistens, og man taber sig gerne så dybt i befrielsens afgrund at man gør det på en slukket frist; Mange forveksler faldet, rusen, med den egentlige pris; intim tryghed og evnen til at spytte Gud i ansigtet og sige “Fuck dig! Vi vandt! Vi fandt hinanden i mørket!”. Seksualitet er et fysisk udtryk for den fornemmelse, og kilder meget dejligt.

Politik: 2/5 – Der lægges op til noget eftertænksomhed, det er altid godt, og nemt at gøre med åbne spørgsmål. Den har desværre ikke meget andet at byde på. Jeg bringer ærlig talt meget til bordet selv.

Gangsta: 3/5 – Jeg er på en gang misundelig og medynkende de digtere der må bo i Ebeltoft. Min første reaktion var at de var nogle stakler, fordi de ikke boede i en “rigtig” by, og hvor svært det måtte være at være Hood herude, men samtidig er det også et rart sted at være, med fred til fordybelse og forglemmelse.

Arsty: 4/5 – Ultimativt intetsigende, et udtryk for en desperat angst og ensomhed, hvad løsningen, i mine øjne morsomt nok, er at finde på, i den omtalte kærlighed.

Overall: 3/5 – Til trods for ikke at have meget på hjerte er det et rigtig fint udtryk, og hvad er kunst hvis det ikke er desperate menneskers desperate udtryk. Opdagelsen var en fed oplevelse.

Fo’ Real Moondog

moondog

 

Månehunden er tættere på end nogensinde før. Månen symboliserer mysticisme, uklarhed, illusion, forventninger, romantik, navnløshed. Det mørke i natten, de hemmelige afkroge i mennesket, det uvisse. Hundes natur er at jage månen, og som en hund der jager en bil, ville den ikke vide hvad den skulle gøre med den hvis den fangede den. Vi forglemmer os i forelskelsen i det uvisse, for i forelskelsen virker magien tryg, eftertragtelsesværdig, og dæmper frygten for dybet. Forelskelsen fjender angsten, og erstatter den med længsel, og vi hyler ensomt vores trang ud i kor; glemmer jordkloden vi sidder på og græder mod nattehimlen. Det er hårdt at være en månehund; kun hårdere er det at være en realisthund. Dagens kunstner forsøger at vække os, afbryder vores månehyl med jazzbalade; “It’s Only a Paper Moon”! Wake up, sheepdogs, and smell the roses. Månen er en drøm, selv-defineret uopnåelig. Lad drømme være drømme, og vend tilbage til livet.

Politik: 3/5 – Opfordrer til selvransagelse og selv-afklaring, adskillelse af sine mystiske længsler og sine rationelle overvejelser.

Gansta: 3/5 – Der står “fo’ real”, hvilket er meget rap.

Artsy: 4/5 – Billedsproget er ok pænt og malerisk. Det samme er sprogbilledet.

Overall: 4/5 – Haha, Moon dog. Hihi. Månehund. Det lyder helt fjollet. Get real, son.